Brancheperspektiv 1998-2011: En billedmontørs erindringer, del 3

2004-2007: City Indramning

I 2004 befinder jeg mig nu i det gamle Skovgaard Frydensbergs lokaler i Lille Kirkestræde; indramningsafdelingen har fået separate lokaler med mig som bestyrer.

Og der er bestemt belæg for en sådan investering, for det økonomiske opsving har bidt sig godt fast, og er på vej mod sin fulde effekt.  

På dette tidspunkt maler ALLE! Der er luft i privatbudgetterne, så hvorfor ikke følge op på barnedrømmen om at male på lærred? Der bliver produceret et væld af blå firkanter og collagekunst, og selvom det er fedt nok at drøne derudad på pengetoget, fristes man til at mane lidt til ro og sige ”alting med måde”. Det kan af og til være svært at holde masken, og den lejlighedsvise ”synes du mit billede er pænt?”, besvares efterhånden med et standardiseret ”Jeg synes, rammen passer vældig fint til”.  

Salget af svæverammer i sort og sølv går amok, og der ulmer en bad will mod dem lige under overfladen, især fordi de efterhånden kan fås i et hvert supermarked. Der er nemlig kommet konkurrence fra både Bilka, Aldi og Søstrene Grene, der alle sælger lærreder og svæverammer. Førstnævnte i cigarkassetræ og sidstnævnte af den type, hvor hjørnerne smuldrer ud i et gipslignende rod, når man får krænget paphjørnerne af.  

På dette tidspunkt kan supermarkederne og kunstnerartikelforhandlerne dog godt leve side om side – for kunder er der nok af.

Det resulterer DOG i, at jeg (med let bøjet nakke) må tage et sortiment af billige svæverammer ind for at imødegå det behov, der trods alt er. Selv under opsvinget kan man ikke lukrere på prisdyre kvalitetsprodukter alene, og en hurtig analyse af salget vil soleklart vise, at omsætningsstigningen skyldes flere antal solgte enheder til middel eller lav stykpris – det er ikke kvalitet, der boomer voldsomt, og det er bl.a. nok på grund af supermarkedseffekten. Der er kommet en anden opfattelse (især hos de yngre) af hvad maling, lærreder og rammer skal koste. Vi er langt væk fra tiderne, hvor man gik ned til ”specialisten” og købte en tube Vert anglais no. 5 fra Le Franc, som man havde sparet op til i en måned.

Og det er der nødvendigvis heller ikke noget galt med.

Lærreder og akryldunke sælges i pallevis til både nye og mere etablerede kunstnere, og dem, der havde fod på det inden opsvinget, lukrerer i disse år. At leve fuldt ud af sin kunst er ikke noget luftkastel, det er en realitet.

Samtidig kan Lærreder ikke blive store nok, og vi bliver ulyksaligt mindet om de døre, der adskiller vores liv og transaktioner – somme tider overstiger fantasiens vidder og bredder arkitektens.   

Der udvikler sig i disse år en ny kundetype. ”Megabuyers” kan vi måske kalde dem, der bestiller lærreder i hundredetal af gangen. Opspændingstangen gløder, og mine hænder svider.

Som manden med vampyrsmilet oppe på podiet siger: "Det har ALDRIG gået bedre."  

Brancheperspektiv 1998-2011: En billedmontørs erindringer, del 2

2001-2003: City Kunstnerartikler

I 2001 får jeg job i City Kunstnerartikler på Amagertorv, i første omgang som farveladesælger bag disken.

Der er ved at ske noget med markedet, branchen er blevet vild; hvor man før i tiden hvilede på danske underleverandørers skuldre, og tingen kostede, hvad den kostede, er direkte import pludselig blevet det nye sort.

Den mere støvede (hvis man må være lidt fræk) del af branchen hvisker og tisker i krogene om faldbydning og discount-tendenser, og de prøver desperat at holde kvalitetsfronten oppe, mens omsætningen styrtbløder. Problemet for dem, der stadig sælger gennem dyre mellemled, er, at de nye importvarer på markedet rent faktisk er af ret god kvalitet. 

Og det er egentlig heller ikke den direkte imports skyld, det der sideløbende sker. Opsvinget (det, der var skyld i underdrejningen ;-) er under opsejling, og supermarkederne er så småt ved at øjne, at kunst ikke længere kun er for gamle gniere med buskede øjenbryn. Og hermed starter en af de tendenser, der har været mest ødelæggende for salget af kvalitets kunstnerartikler, men det vender vi tilbage til, for i de tidlige nullere har det slet ikke foldet sig ud i fuldt flor endnu. 

Imens arbejder nye markedskræfter på at sælge kvalitet til lave priser, og det vækker interessen hos et yngre segment. Og rundt omkring i det ganske land spirer provinskunstnere op, der kan lide at gøre det selv, og de gør det godt; der bliver solgt malerier i et trit, der kan få enhver fin gallerist til at ryste på hånden.  

I de tidlige nullere er akryl blevet stort, større end olie, og kunderne generelt yngre. Der gives liv til varegrupper som markers, fluid akryl og strukturgels – der eksperimenteres som aldrig før. Der er også kommet tendenser til at lærredsformaterne vokser. Et yngre til midaldrende segment er tiltrukket af alt, der er 2 meter eller større, hvilket førhen har været sjældne formater. I trit med at lærreder i mellemkvalitet sælges i hele kasser, begynder de foretrukne mål at være i lige tiere – de franske mål er glemt. Alt imens giver det nye fænomen ’svæverammer’ liv til indramningsbranchen, der førhen har været en meget lille niche, i hvert fald indenlands hvor vi ikke har haft den store indramningstradition i forhold til andre europæiske lande.

Alt i alt en spændende tid. Der er oprør og forandringer i branchen, og kundesegmentet har bredt sig ud fra en lille skare til et bredere udsnit af befolkningen.      

-Fortsættes

Brancheperspektiv 1998-2011: En billedmontørs erindringer, del 1

Lad os med det samme slå én ting fast: Der findes ikke en stilling, der hedder ’en billedmontør’. Det er bare noget, jeg selv har fundet på.

Visse har også gjort mig opmærksom på, at det da er topmålet af fantasteri selv at opfinde en stilling, i stedet for at vælge på én af hylderne, men jeg må dog sige, jeg er kommet langt; da jeg var yngre, ville jeg være ridder – ’Billedmontør’ må trods alt være at nærme sig det etablerede.

I denne ”trip down memory lane” vil jeg beskrive vejen mod at blive Billedmontør, og tage temperaturen på branchen – Ikke med saftigt sladder, jeg duer ikke til at hænge folk ud på nettet, sorry – men mere et blik på markedets udvikling set med detailens briller.

1998-2000: Stellings Farvehandel

I 1998 blev jeg tilbudt job i Stellings Farvehandel i Pilestræde 35, Kbh. K. Det viste sig at dreje sig om en læreplads i en hyggelig lille forretning, der havde eksisteret siden ruder konges tid. Der var enkelte rester af rigtige farvehandlervarer i sortimentet, da jeg startede min læretid, men det blev udfaset meget hurtigt, så det kun drejede sig om kunstnerartikler.

Vi havde en liste med ”de franske lærredsmål” liggende på disken, hvilket var meget beskrivende for den æra, hvor der stadig hvilede en lidt forfinet stemning over kunstnerartikler – og vi var i den ABSOLUTTE udgang af den æra i 98.  

Klientellet var generelt ældre end i dag. Jeg husker at der en dag kom en dame med kyse ind i butikken. Hun var et sted mellem hundrede og skinddød og spurgte efter en dåse Silvo. Da jeg fortalte at vi ikke havde det (og ikke havde haft det i ti år), fik hun noget der mindede om et apoplektisk anfald.  

Det er lidt sådan, jeg husker Stelling tiden. Omtågede typer, der kom ind i butikken og spurgte om blyfarver og stenkulsnafta; vandrede gaderne tynde for at få sit fix, men stødte på vandfortyndbare farver overalt – verden var gået af lave!

På det tidspunkt (og nok især i gamle Stelling) var det at være kunstner ensbetydende med at være del af parnasset, eliten, og de ældre (ofte iført mystiske hatte) yndede at teste den unge elev bag disken i hans know-how. ”Når nu Van Gogh lyder så fint, er det så virkelig en kunstnerfarve …? ”

Oliemaling var stadig større end akryl. Jeg prøvede at sælge Liquitex akryl med en vis succes, men ikke noget, der virkelig battede. Vandfortyndbar oliemaling var kommet på markedet, men solgte meget lidt. Og Posca tusser og andre markers var noget, unge hiphoppere stjal – så de blev gemt væk bag disken, hvilket ikke gjorde stort for salget.   

Det var ikke en tid, hvor gud og hver mand malede, lærreder blev ikke bestilt i kassevis – endnu – men tingene var dyre, og dem, der skulle bruge dem, købte dem uanset prisen. Udtryk som 'belgisk hør' og 'nordisk fyrretræ' havde stadig en vis tyngde bag sig ...    

-Fortsættes