Lad os med det samme slå én ting fast: Der findes ikke en stilling, der hedder ’en billedmontør’. Det er bare noget, jeg selv har fundet på.
Visse har også gjort mig opmærksom på, at det da er topmålet af fantasteri selv at opfinde en stilling, i stedet for at vælge på én af hylderne, men jeg må dog sige, jeg er kommet langt; da jeg var yngre, ville jeg være ridder – ’Billedmontør’ må trods alt være at nærme sig det etablerede.
I denne ”trip down memory lane” vil jeg beskrive vejen mod at blive Billedmontør, og tage temperaturen på branchen – Ikke med saftigt sladder, jeg duer ikke til at hænge folk ud på nettet, sorry – men mere et blik på markedets udvikling set med detailens briller.
1998-2000: Stellings Farvehandel
I 1998 blev jeg tilbudt job i Stellings Farvehandel i Pilestræde 35, Kbh. K. Det viste sig at dreje sig om en læreplads i en hyggelig lille forretning, der havde eksisteret siden ruder konges tid. Der var enkelte rester af rigtige farvehandlervarer i sortimentet, da jeg startede min læretid, men det blev udfaset meget hurtigt, så det kun drejede sig om kunstnerartikler.
Vi havde en liste med ”de franske lærredsmål” liggende på disken, hvilket var meget beskrivende for den æra, hvor der stadig hvilede en lidt forfinet stemning over kunstnerartikler – og vi var i den ABSOLUTTE udgang af den æra i 98.
Klientellet var generelt ældre end i dag. Jeg husker at der en dag kom en dame med kyse ind i butikken. Hun var et sted mellem hundrede og skinddød og spurgte efter en dåse Silvo. Da jeg fortalte at vi ikke havde det (og ikke havde haft det i ti år), fik hun noget der mindede om et apoplektisk anfald.
Det er lidt sådan, jeg husker Stelling tiden. Omtågede typer, der kom ind i butikken og spurgte om blyfarver og stenkulsnafta; vandrede gaderne tynde for at få sit fix, men stødte på vandfortyndbare farver overalt – verden var gået af lave!
På det tidspunkt (og nok især i gamle Stelling) var det at være kunstner ensbetydende med at være del af parnasset, eliten, og de ældre (ofte iført mystiske hatte) yndede at teste den unge elev bag disken i hans know-how. ”Når nu Van Gogh lyder så fint, er det så virkelig en kunstnerfarve …? ”
Oliemaling var stadig større end akryl. Jeg prøvede at sælge Liquitex akryl med en vis succes, men ikke noget, der virkelig battede. Vandfortyndbar oliemaling var kommet på markedet, men solgte meget lidt. Og Posca tusser og andre markers var noget, unge hiphoppere stjal – så de blev gemt væk bag disken, hvilket ikke gjorde stort for salget.
Det var ikke en tid, hvor gud og hver mand malede, lærreder blev ikke bestilt i kassevis – endnu – men tingene var dyre, og dem, der skulle bruge dem, købte dem uanset prisen. Udtryk som 'belgisk hør' og 'nordisk fyrretræ' havde stadig en vis tyngde bag sig ...
-Fortsættes
Ingen kommentarer:
Send en kommentar