Brancheperspektiv 1998-2011: En billedmontørs erindringer, del 3

2004-2007: City Indramning

I 2004 befinder jeg mig nu i det gamle Skovgaard Frydensbergs lokaler i Lille Kirkestræde; indramningsafdelingen har fået separate lokaler med mig som bestyrer.

Og der er bestemt belæg for en sådan investering, for det økonomiske opsving har bidt sig godt fast, og er på vej mod sin fulde effekt.  

På dette tidspunkt maler ALLE! Der er luft i privatbudgetterne, så hvorfor ikke følge op på barnedrømmen om at male på lærred? Der bliver produceret et væld af blå firkanter og collagekunst, og selvom det er fedt nok at drøne derudad på pengetoget, fristes man til at mane lidt til ro og sige ”alting med måde”. Det kan af og til være svært at holde masken, og den lejlighedsvise ”synes du mit billede er pænt?”, besvares efterhånden med et standardiseret ”Jeg synes, rammen passer vældig fint til”.  

Salget af svæverammer i sort og sølv går amok, og der ulmer en bad will mod dem lige under overfladen, især fordi de efterhånden kan fås i et hvert supermarked. Der er nemlig kommet konkurrence fra både Bilka, Aldi og Søstrene Grene, der alle sælger lærreder og svæverammer. Førstnævnte i cigarkassetræ og sidstnævnte af den type, hvor hjørnerne smuldrer ud i et gipslignende rod, når man får krænget paphjørnerne af.  

På dette tidspunkt kan supermarkederne og kunstnerartikelforhandlerne dog godt leve side om side – for kunder er der nok af.

Det resulterer DOG i, at jeg (med let bøjet nakke) må tage et sortiment af billige svæverammer ind for at imødegå det behov, der trods alt er. Selv under opsvinget kan man ikke lukrere på prisdyre kvalitetsprodukter alene, og en hurtig analyse af salget vil soleklart vise, at omsætningsstigningen skyldes flere antal solgte enheder til middel eller lav stykpris – det er ikke kvalitet, der boomer voldsomt, og det er bl.a. nok på grund af supermarkedseffekten. Der er kommet en anden opfattelse (især hos de yngre) af hvad maling, lærreder og rammer skal koste. Vi er langt væk fra tiderne, hvor man gik ned til ”specialisten” og købte en tube Vert anglais no. 5 fra Le Franc, som man havde sparet op til i en måned.

Og det er der nødvendigvis heller ikke noget galt med.

Lærreder og akryldunke sælges i pallevis til både nye og mere etablerede kunstnere, og dem, der havde fod på det inden opsvinget, lukrerer i disse år. At leve fuldt ud af sin kunst er ikke noget luftkastel, det er en realitet.

Samtidig kan Lærreder ikke blive store nok, og vi bliver ulyksaligt mindet om de døre, der adskiller vores liv og transaktioner – somme tider overstiger fantasiens vidder og bredder arkitektens.   

Der udvikler sig i disse år en ny kundetype. ”Megabuyers” kan vi måske kalde dem, der bestiller lærreder i hundredetal af gangen. Opspændingstangen gløder, og mine hænder svider.

Som manden med vampyrsmilet oppe på podiet siger: "Det har ALDRIG gået bedre."  

Brancheperspektiv 1998-2011: En billedmontørs erindringer, del 2

2001-2003: City Kunstnerartikler

I 2001 får jeg job i City Kunstnerartikler på Amagertorv, i første omgang som farveladesælger bag disken.

Der er ved at ske noget med markedet, branchen er blevet vild; hvor man før i tiden hvilede på danske underleverandørers skuldre, og tingen kostede, hvad den kostede, er direkte import pludselig blevet det nye sort.

Den mere støvede (hvis man må være lidt fræk) del af branchen hvisker og tisker i krogene om faldbydning og discount-tendenser, og de prøver desperat at holde kvalitetsfronten oppe, mens omsætningen styrtbløder. Problemet for dem, der stadig sælger gennem dyre mellemled, er, at de nye importvarer på markedet rent faktisk er af ret god kvalitet. 

Og det er egentlig heller ikke den direkte imports skyld, det der sideløbende sker. Opsvinget (det, der var skyld i underdrejningen ;-) er under opsejling, og supermarkederne er så småt ved at øjne, at kunst ikke længere kun er for gamle gniere med buskede øjenbryn. Og hermed starter en af de tendenser, der har været mest ødelæggende for salget af kvalitets kunstnerartikler, men det vender vi tilbage til, for i de tidlige nullere har det slet ikke foldet sig ud i fuldt flor endnu. 

Imens arbejder nye markedskræfter på at sælge kvalitet til lave priser, og det vækker interessen hos et yngre segment. Og rundt omkring i det ganske land spirer provinskunstnere op, der kan lide at gøre det selv, og de gør det godt; der bliver solgt malerier i et trit, der kan få enhver fin gallerist til at ryste på hånden.  

I de tidlige nullere er akryl blevet stort, større end olie, og kunderne generelt yngre. Der gives liv til varegrupper som markers, fluid akryl og strukturgels – der eksperimenteres som aldrig før. Der er også kommet tendenser til at lærredsformaterne vokser. Et yngre til midaldrende segment er tiltrukket af alt, der er 2 meter eller større, hvilket førhen har været sjældne formater. I trit med at lærreder i mellemkvalitet sælges i hele kasser, begynder de foretrukne mål at være i lige tiere – de franske mål er glemt. Alt imens giver det nye fænomen ’svæverammer’ liv til indramningsbranchen, der førhen har været en meget lille niche, i hvert fald indenlands hvor vi ikke har haft den store indramningstradition i forhold til andre europæiske lande.

Alt i alt en spændende tid. Der er oprør og forandringer i branchen, og kundesegmentet har bredt sig ud fra en lille skare til et bredere udsnit af befolkningen.      

-Fortsættes

Brancheperspektiv 1998-2011: En billedmontørs erindringer, del 1

Lad os med det samme slå én ting fast: Der findes ikke en stilling, der hedder ’en billedmontør’. Det er bare noget, jeg selv har fundet på.

Visse har også gjort mig opmærksom på, at det da er topmålet af fantasteri selv at opfinde en stilling, i stedet for at vælge på én af hylderne, men jeg må dog sige, jeg er kommet langt; da jeg var yngre, ville jeg være ridder – ’Billedmontør’ må trods alt være at nærme sig det etablerede.

I denne ”trip down memory lane” vil jeg beskrive vejen mod at blive Billedmontør, og tage temperaturen på branchen – Ikke med saftigt sladder, jeg duer ikke til at hænge folk ud på nettet, sorry – men mere et blik på markedets udvikling set med detailens briller.

1998-2000: Stellings Farvehandel

I 1998 blev jeg tilbudt job i Stellings Farvehandel i Pilestræde 35, Kbh. K. Det viste sig at dreje sig om en læreplads i en hyggelig lille forretning, der havde eksisteret siden ruder konges tid. Der var enkelte rester af rigtige farvehandlervarer i sortimentet, da jeg startede min læretid, men det blev udfaset meget hurtigt, så det kun drejede sig om kunstnerartikler.

Vi havde en liste med ”de franske lærredsmål” liggende på disken, hvilket var meget beskrivende for den æra, hvor der stadig hvilede en lidt forfinet stemning over kunstnerartikler – og vi var i den ABSOLUTTE udgang af den æra i 98.  

Klientellet var generelt ældre end i dag. Jeg husker at der en dag kom en dame med kyse ind i butikken. Hun var et sted mellem hundrede og skinddød og spurgte efter en dåse Silvo. Da jeg fortalte at vi ikke havde det (og ikke havde haft det i ti år), fik hun noget der mindede om et apoplektisk anfald.  

Det er lidt sådan, jeg husker Stelling tiden. Omtågede typer, der kom ind i butikken og spurgte om blyfarver og stenkulsnafta; vandrede gaderne tynde for at få sit fix, men stødte på vandfortyndbare farver overalt – verden var gået af lave!

På det tidspunkt (og nok især i gamle Stelling) var det at være kunstner ensbetydende med at være del af parnasset, eliten, og de ældre (ofte iført mystiske hatte) yndede at teste den unge elev bag disken i hans know-how. ”Når nu Van Gogh lyder så fint, er det så virkelig en kunstnerfarve …? ”

Oliemaling var stadig større end akryl. Jeg prøvede at sælge Liquitex akryl med en vis succes, men ikke noget, der virkelig battede. Vandfortyndbar oliemaling var kommet på markedet, men solgte meget lidt. Og Posca tusser og andre markers var noget, unge hiphoppere stjal – så de blev gemt væk bag disken, hvilket ikke gjorde stort for salget.   

Det var ikke en tid, hvor gud og hver mand malede, lærreder blev ikke bestilt i kassevis – endnu – men tingene var dyre, og dem, der skulle bruge dem, købte dem uanset prisen. Udtryk som 'belgisk hør' og 'nordisk fyrretræ' havde stadig en vis tyngde bag sig ...    

-Fortsættes

Guide til reparation af lærreder

Gennem årene har jeg indsamlet en række gode råd til at udbedre skader på lærred etc., og hvorfor dog ikke lige dele dem her på bloggen ...? Det er en række små øvelser, man nemt selv kan udføre, når skaden er sket.   

_______________________________________________________________________________________

”Blindrammen har trukket sig skæv”: Træ er et levende materiale, og det hænder, at det arbejder videre over tiden og finder nye spændende former. Hvis dette sker, kan det se rigtig fjollet ud, når et af billedets hjørner vipper udad.

Kvik-løsning: Afgør hvilket hjørne det er, der vipper udad, og stryg bagpå blindrammen med en fugtet klud. Tag det problematiske hjørne som udgangspunkt og fugt rammen mindst halvvejs ned på begge vinklens sider. Træet skal ikke drive med vand, men fugten skal trænge let ind i træfibrene. Læg derefter billedet på et bord med motivet vendt opad. Problem-hjørnet skal rage et stykke ud over bordkanten og vejes ned af en tung genstand. Læg et stykke pap imellem, så du ikke forvolder mesterværket skade, og læg noget kontravægt i den anden ende (selvfølgelig), så billedet ikke bare vælter ud over bordet. Sørg for at hjørnet vejes en cm eller to ekstra ned end den plane flade, for når du engang fjerner vægten, vipper det sikkert lidt op igen. Lad det ligge i en dags tid og se om det ikke har hjulpet noget.         

Nogle forbehold? Hvis rammen er meget skæv, dvs. vipper mere end 5 centimeter ud, er det ikke altid, at ovennævnte model batter noget – så skal lærredet simpelthen pilles af og op på en ny blindramme.

_______________________________________________________________________________________

”Lærredet er blevet slapt”: Lærreder står nogle gange og bliver lidt slappe i maskerne, især hvis de har stået et sted med meget svingende rumtemperatur, eller er blevet voldet for meget under maleriets tilblivelse.  

Kvik-løsning: Du kan prøve at banke på kilerne, det hjælper gerne. Alternativt kan du stryge lærredet på bagsiden med en fugtet klud, de fleste lærredstyper (og i særdeleshed de bomuldsholdige) reagerer ved at stramme sig op, når de bliver fugtige. Sørg for at gøre det jævnt over hele fladen, ellers trækker lærredet sig kun op de steder, du har fugtet, og der kommer grimme folder. Og du skal selvfølgelig ikke pladre det til med vand, kun fugte det.     

Nogle forbehold? Hvis du kiler et billede meget ud, slår du det med stor sandsynlighed ud af vinkel, og det kan blive et problem, hvis det skal puttes i en retvinklet ramme senere. Der er desuden ikke nogen garanti med hverken kilerne eller den fugtede klud. Nogle gange er lærreder bare blevet så løse i maskerne, at man bliver nødt til at omspænde dem.  

_______________________________________________________________________________________

”Krydset står ud bagpå som en flitsbue”: Det gør det, fordi lærredet har strammet sig selv yderligere op på grund af luftfugt. Lærredet har sikkert stået et sted, der var alt for varmt eller ringe isoleret.  

Kvikløsning: Det er lidt svært at snakke om hurtige løsninger her. Dog kan man starte med at flytte lærredet fra det dårlige sted og se, om krydset ikke falder lidt ned efter et par dage, når lærredet slapper af. Dog vil der ofte være sket det, at krydset så at sige er ”størknet” i den nye form, når det rykkes til mere tempereret opbevaring – men prøv det alligevel!

Nogle forbehold? Som du kan læse i det ovennævnte er der en del. Summa summarum skal krydset med stor sandsynlighed skiftes ud.   

_______________________________________________________________________________________

”Der er kommet en bule i lærredet”: Du har lige ramt en fæl bordkant, og nu er dit månedslange portrætarbejde blevet begavet med et hak i tuden. Hvad gør du?

Kvikløsning: Som nævnt tidligere kan vand gøre undere for lærred, der er slapt, krøllet eller bulet. Prøv at kør en fugtet klud over bagsiden (hele bagsiden ellers trækker lærredet sig skævt og der kommer nye krøller). Du må selvfølgelig gerne give det bulede område lidt ekstra opmærksomhed med kluden, bare husk at fugte alle de andre steder også – og IKKE så det driver, kun fugtning.

Nogle forbehold: Tja, det er ikke sikkert, at bulen forsvinder helt, men den bliver sikkert mindre. Det er desværre det eneste man kan forsøge sig med, fordi grimme hakker og buler, der er opstået ved mekanisk skade, kan sjældent trækkes ud med opspændingstangen – så det nytter som regel ikke så meget at omspænde det.  Og så må jeg lige minde om at bruge en hårdfør lærredstype, der kan vedstå noget, hvis der er tale om et værk der får en vis værdi.  

_______________________________________________________________________________________

”Buhuu, der er gået hul i mit lærred”: Pas nu for pokker på de lærreder, eller slib jeres #”¤*%¤!! bordkanter ned!

Kvikløsning: Læser man op på dette emne i diverse kunstnerhåndbøger, finder man nok en lidt anden løsning, end den jeg fremfører her. Men til de, der føler at lugten af kogte huder måske kan have en negativ indvirkning på deres sociale liv, kan det følgende tip være nyttigt: Anskaf dig en lille lap lærred (gerne samme type som det værket er malet på) stryg den med pva-lim (trælim) i et fint, jævnt lag, og sæt den bagpå, der hvor bruddet er. Sørg for at det er de ugrundede, brune sider, der vender mod hinanden – der er ingen grund til at der er et lag akrylgesso midt i limningen. Glat på lappen fra begge sider og lad tørre. Senere kan du jo prøve at ramme farvetonen og maskere det yderligere, og så er der vist ingen, der opdager det (med mindre de vender lærredet om).

Nogle forbehold? Nej, egentlig ikke.

Den definitive guide til malegrunde

En af grundene til at jeg har oprettet en Billedmontøren-blog, er at jeg kan lave nogle mere dybdegående produktbeskrivelser, end dem der er plads til på hjemmesiden. Og hvis søgefeltet på sigt kommer til at fungere optimalt, er tanken, at bloggen kan fungere som en slags encyklopædi i kunstnerartikler.

Jeg har længe villet lave en tilbundsgående guide til de mange forskellige lærredstyper, der findes. Jeg brugte en del tid på at lære at se forskel på dem tilbage i min læretid, og havde små prøver hængende fra en snor, jeg af og til havde i bæltet og gik og følte på (hvis jeg var indianer, ville jeg nok være blevet kaldt ”drengen der taler med lærred”).

Men her langt om længe den komplette guide:


Generelt om lærred: Ens for alle lærredstyper er, at de har bedst af at blive opbevaret ved en konstant stuetemperatur eller i hvert fald det der ligner; det er døden for et lærred at blive opbevaret i et dårligt isoleret rum, en havestue, lade etc. hvor temperaturen er høj om dagen og falder meget om natten. Varmen og luftfugten vil få lærredet til at stramme op, og den tørre kulde vil få det til at slappe af - når dette er sket over et par døgn, vil lærredet til sidst opgive ævred og "blive slap i masken" (maskerne). Af og til kan det også ske, at varmen og luftfugten får held med at spænde lærredet så meget op, at blindrammen bliver forvredet og muligvis bliver i den form, når det bliver koldt igen. Disse mekanismer er ofte mest udtalt ved billige lærredstyper og tynde blindrammer, men det er en god ting at have det for øje, uanset hvad du maler på.



Lærred nr. 201, bomuld
Struktur: fin/mellem
Sugevne: høj
Styrke: lav
Grundet til: akryl, olie
Anvendelse: små lærreder, vandig maling

Denne lærred er den billigste der findes, og det vil ofte være en variant af denne type, der er at finde på discountlærreder fra østen. Den består af 100 % bomuld og kendetegner sig ved en høj sugeevne, en lav modstandsdygtighed mod mekanisk skade og høj påvirkelighed overfor temperatursvingninger og fugt - dvs. opbevares lærredet i et rum, der ikke har konstant temperatur, eller udsættes det for høj luftfugtighed, vil det i sidste ende hænge og slaske på blindrammen. Ydermere bør man ikke vælge denne lærred, hvis man arbejder med tykke lag maling eller går hårdt til værks, for dette vil også få lærredet til at blive slapt.


Lærred nr. 223/207, bomuld/rayon
Struktur: fin/mellem
Sugeevne: høj/mellem
Styrke: mellem
Grundet til: akryl, olie
Anvendelse: god allround lærredstype

Denne lærred går enten under varebetegnelsen '223' eller '207', alt efter hvilken leverandør den kommer fra. Jeg sælger den som 223, men hvis du støder på betegnelsen 207 andetsteds, er det den samme lærredstype. Der er tale om en bomuldslærred, som er forstærket med 35 % semisyntetiske fibre (rayon), og det gør en verden til forskel i forhold til den helt billige bomuld. Den suger mindre end den rå bomuld, og er meget stærkere overfor mekanisk skade, da kunststoffet giver den modstandsevne og spændstighed, der gør at de fleste knubs retter sig ud igen, hvis man lige tørrer fladen over med en fugtet klud. Den består dog stadig af store dele bomuld, så der er tale om et ret levende materiale i forhold til kulde/varme-påvirkning – men behandler man den ordentligt, er den fint forsvarlig også til store formater. Denne lærred er til dato den mest populære type, nok fordi der er tale om et produkt hvor pris og kvalitet går op i en højere enhed - man får simpelthen meget for pengene.


Lærred nr. 200, polyester
Struktur: meget fin
Sugeevne: høj/mellem
Styrke: mellem
Grundet til: akryl, olie
Anvendelse: som billig portrætlærred, til detaljearbejde

Lærred nr. 200 består af 100 % polyester og er kendetegnet ved at have ingen synlig struktur. Den kan derfor anvendes som et prisbilligt alternativ til de dyre hørlærreder, der anbefales til portrætlærred. Den er dog mere sugende, og tillader derfor ikke den lange arbejdstid til vådt-i-vådt arbejde. Den er selvfølgelig heller ikke lige så stærk som hørtyperne, så påtænker du at lave mesterværket over dem alle, hvor du skal sidde stille foran staffeliet i et par hundrede timer, kan det godt være, du skulle overveje noget stærkere – bordkanter kan være en frygtelig ting.


Lærred nr. 160, hør
Struktur: mellem
Sugeevne: mellem
Styrke: mellem/stærk
Grundet til: akryl, olie
Anvendelse: god allround hør i den billige ende af prisskalaen

Dette er den billigste hørtype. Den er dog et lille kvalitetsspring op fra bomuld og polyester, da hør generelt udmærker sig ved at være stærkere, mindre sugende og mere modstandsdygtig overfor mekanisk skade. Den har en diskret struktur, og er kun en smule dyrere end bomuld/polyester-lærredet, hvilket gør den til et godt bud, hvis man skal forsøge sig med en hør for første gang. Selvom den er billig, har jeg engang hørt den rost af en professor ved Kunstakademiet, fordi den udmærkede sig ved en fremragende vedhæftningsevne.    


Lærred nr. 170, hør
Struktur: grov
Sugeevne: lav
Styrke: stærk
Grundet til: akryl, olie
Anvendelse: tyk, grov hørlærred med synlig struktur

Hør 170 er en grov, hårdfør hørlærred til dem, der ønsker at arbejde i tykke lag eller gå hårdt til værks, når de maler. Fungerer også godt hvis man arbejder med lasurer og ønsker at den underliggende struktur skal være synlig. En rigtig god og drøj lærred, som det er svært at sige noget dårligt om.


Lærred nr. 70, hør
Struktur: grov
Sugeevne: meget lav
Styrke: stærk
Grundet til: kun olie
Anvendelse: tyk, grov hørlærred med synlig struktur

Pangdangen til lærred nr. 170, ligeså grov, bare med en oliegrundering i stedet, der gør den endnu mindre sugende og tillader farverne at være våde i rigtig lang tid til vådt-i-vådt teknik. Den kan kun anvendes til oliemaling, da acryl ikke hæfter ordentlig på en fedtet bund.   


Lærred nr. 166, hør
Struktur: fin
Sugeevne: lav
Styrke: meget stærk
Grundet til: akryl, olie
Anvendelse: tyk, tætvævet lærred til portrætter og andet detaljearbejde

Rolls Roycen indenfor lærredstyper: En tyk, stærk og tætvævet lærred, der er perfekt til detaljearbejde. Den er grundet med et tykt lag akrylgesso, så den både kan anvendes til olie- og acrylmaling, og kan derfor med rette kaldes akrylmalerens portrætlærred. Ekstremt hårdfør, næsten umulig at destruere.    


Lærred nr. 66, hør
Struktur: fin
Sugeevne: meget lav
Styrke: meget stærk
Grundet til: kun olie
Anvendelse: tyk, tætvævet lærred til portrætter og andet detaljearbejde

Samme lærredstype som hør 166 bare med en oliegrund. Dette er den ultimative portrætlærred, meget fin i strukturen og grundet med flere tykke lag oliemaling for maksimal tørretid. Den kan kun anvendes til oliemaling – og så lugter den rigtig godt af linolie.    


Ugrunderet lærred:

Til sidst en note om ugrunderet lærred. Det er ikke så mange steder, man støder på det mere, men hvis du finder det, er det værd at vide, at man aldrig bør male direkte på det. Det bør præpareres, optimalt med benlim (harelim), eller hvis man ikke kan tåle den animalske lugt, så til nød en vandig PVA-lims-opløsning. Derefter grundes lærredet f.eks. med en akrylgesso for at give ordentlig vedhæftning.   

Springer man disse trin over, vil malingen bare pisse ud af bagsiden, når du maler på det.

Vil man gerne have at lærredets struktur og brune/grå farve skal være synlig, er det smartere at bestille en grundet lærredstype og bede om at få den spændt omvendt på, så er det lukket bagtil, og malingen kan ikke rende nogen steder.  


OBS: Denne artikel vil blive opdateret løbende.

Hvordan !¤!%#"!! hænger jeg mine billeder ordentligt op?

Der er mange forskellige måder at hænge billeder op på - i det nedestående gennemgår jeg et par af de mest almindelige og vurderer fordele og ulemper.


"Betonsøm ind i væggen": Den gode gamle, som mange kunstnere og gallerister stadig sværger til, hvor blindrammen hægtes direkte op på sømmet/sømmene.

Fordele: Billedet kommer til at hænge tæt ind til væggen, og det er nemt og hurtigt at banke et søm i.
Ulemper: Det er ikke en særlig fleksibel løsning; det vil være nødvendigt at lave nye huller, hver gang der skal udskiftes. Og med store billeder er det nok ikke den mest sikre løsning, hvis man vil have billedet til at blive hængende.   


"Skrue ind i væggen": Samme princip som den første, bare med skruer.

Fordele: Billedet kommer til at hænge tæt ind til væggen, og det er relativt nemt at sætte op.
Ulemper: Der er mange. Bruger du skruer med trekantet hoved, skal du virkelig afpasse længden, for at blindrammen ikke kommer til at hvile skråt på skruehovedet - derved vil den nemlig vippe ud i bunden. Bruger du ikke rawlplugs, kan billedets vægt få skruens gevind til at æde sig ned gennem betonen eller gipsen, og skruen vil inden længe bøje i en nedadgående vinkel. Omvendt, bruger du rawlplugs, laver du seriøst store huller i væggene, og du skal være meget sikker på, at billedet skal hænge der i lang tid.


"Galleriskinner" : Hvide alu-skinner, som billederne hænger i nylonsnore nedfra.

Fordele: Det er nemt at skifte sine billeder ud, man laver ikke huller i væggene, og der er ingen "nedstyrtningsfare".

Ulemper: Billederne kommer til at vippe 1-2 centimeter ud i toppen, fordi det hænger på snore - det er ikke nødvendigvis en decideret ulempe, men nogle kan godt lide, at billedet er klinet helt ind til væggen. Og selvom det er nemt at montere skinnerne, så tager det selvfølgelig længere tid end at banke et søm i væggen.


Konklusion: Hold dig fra skruerne, det bliver noget værre juks! Betonsøm kan retfærdiggøres til mindre billeder, hvis man ikke er ked af at få de små huller i væggene. Galleriskinner er dog den bedste allround løsning, da den er sikrest, man nemt kan skifte ud og skåner væggene. Men det skal jeg selvfølgelig konkudere, jeg sælger jo skidtet ;)

En fodnote kan være, at det altid er bedst at sætte en stålwire bag på sine billeder. Også selvom man hænger op på søm. Ved at sætte et par øskner/beslag og en stram stålwire på tværs (ikke mere end 1/3 nede, gerne højere) hænger billedet mere sikkert, end når det er hægtet direkte på rammen.

Hey, hvad blev der af de franske mål ...?

Da jeg startede som elev i Stellings Farvehandel i 1998 (den oprindelige i Pilestræde), havde vi en liste liggende på disken med 'de franske mål' - en række formater, der var udregnet efter det gyldne snit for maksimal kompositorisk balance. Formaterne var som følger:

22x27 - 27x35 - 33x41 - 38x46 - 46x55 - 50x61 - 54x65 - 60x73 - 65x81 - 73x92 - 81x116 - 92x100 - 89x130.

Vi skulle dog ikke langt ind i nullerne, før de franske mål var en saga blot, og det hele lige pludselig hed 60x80, 80x100, 100x120 etc i lige tiere. Og det var lidt som om, noget af det romantiske forsvandt. Det kan godt være, at jeg er tosset, men der er altså et eller andet over de franske mål. Tag nu f.eks. sådan et mål som 65x81. Det behager simpelthen øjet at kigge på det i en anden grad end et 60x80 lærred. Måske er det også fordi, målene i lige tiere er blevet så fremherskende, at det er kærkomment at støde på noget nyt (gammelt) - det skiller sig simpelthen ud og ryster fornemmelsen af blisterindpakket fabriksprodukt af sig.

De mål, vi solgte i Stellings Farvehandel gik dengang kun under betegnelsen 'franske mål', men jeg har senere erfaret, at de nævnte mål også er behæftet med betegnelsen 'figur'.

I københavns farvehandel i Badstuestræde har de en meget fin liste, hvor de franske mål er delt op i fire kolonner til 'figur', 'landskab', 'marine' og 'kubist'.

Vi kan da lige tage den populære 'landskab':

22x14 - 24x16 - 27x19 - 33x22 - 35x24 - 41x27 - 46x33 - 55x38 - 61x46 - 65x50 - 73x54 - 81x60 - 92x65 - 100x73 - 116x81 - 130x89 - 146x97 - 162x114 - 195x114 

Spørg efter de franske mål i din kunstnerartikelforhandler, det kunne jo være, de vidste, hvad du snakkede om. Du kan regne mål ud på alle størrelser lærreder på Billedmontørens lærredsberegner http://www.abcms.dk/billedmontoren/ ... Også når det skal være 'fransk'.

Billedmontøren har fået sin egen blog!

Jeg har i lang tid tænkt på, at jeg skulle oprette en blog, der supplerede billedmontørens hjemmeside - og det er hermed sket. Her vil der blive publiceret artikler om materialer og tendenser i kunstnerartikelbranchen.

-Jonas Wilmann, Billedmontøren