2004-2007: City Indramning
I 2004 befinder jeg mig nu i det gamle Skovgaard Frydensbergs lokaler i Lille Kirkestræde; indramningsafdelingen har fået separate lokaler med mig som bestyrer.
Og der er bestemt belæg for en sådan investering, for det økonomiske opsving har bidt sig godt fast, og er på vej mod sin fulde effekt.
På dette tidspunkt maler ALLE! Der er luft i privatbudgetterne, så hvorfor ikke følge op på barnedrømmen om at male på lærred? Der bliver produceret et væld af blå firkanter og collagekunst, og selvom det er fedt nok at drøne derudad på pengetoget, fristes man til at mane lidt til ro og sige ”alting med måde”. Det kan af og til være svært at holde masken, og den lejlighedsvise ”synes du mit billede er pænt?”, besvares efterhånden med et standardiseret ”Jeg synes, rammen passer vældig fint til”.
Salget af svæverammer i sort og sølv går amok, og der ulmer en bad will mod dem lige under overfladen, især fordi de efterhånden kan fås i et hvert supermarked. Der er nemlig kommet konkurrence fra både Bilka, Aldi og Søstrene Grene, der alle sælger lærreder og svæverammer. Førstnævnte i cigarkassetræ og sidstnævnte af den type, hvor hjørnerne smuldrer ud i et gipslignende rod, når man får krænget paphjørnerne af.
På dette tidspunkt kan supermarkederne og kunstnerartikelforhandlerne dog godt leve side om side – for kunder er der nok af.
Det resulterer DOG i, at jeg (med let bøjet nakke) må tage et sortiment af billige svæverammer ind for at imødegå det behov, der trods alt er. Selv under opsvinget kan man ikke lukrere på prisdyre kvalitetsprodukter alene, og en hurtig analyse af salget vil soleklart vise, at omsætningsstigningen skyldes flere antal solgte enheder til middel eller lav stykpris – det er ikke kvalitet, der boomer voldsomt, og det er bl.a. nok på grund af supermarkedseffekten. Der er kommet en anden opfattelse (især hos de yngre) af hvad maling, lærreder og rammer skal koste. Vi er langt væk fra tiderne, hvor man gik ned til ”specialisten” og købte en tube Vert anglais no. 5 fra Le Franc, som man havde sparet op til i en måned.
Og det er der nødvendigvis heller ikke noget galt med.
Lærreder og akryldunke sælges i pallevis til både nye og mere etablerede kunstnere, og dem, der havde fod på det inden opsvinget, lukrerer i disse år. At leve fuldt ud af sin kunst er ikke noget luftkastel, det er en realitet.
Samtidig kan Lærreder ikke blive store nok, og vi bliver ulyksaligt mindet om de døre, der adskiller vores liv og transaktioner – somme tider overstiger fantasiens vidder og bredder arkitektens.
Der udvikler sig i disse år en ny kundetype. ”Megabuyers” kan vi måske kalde dem, der bestiller lærreder i hundredetal af gangen. Opspændingstangen gløder, og mine hænder svider.
Som manden med vampyrsmilet oppe på podiet siger: "Det har ALDRIG gået bedre."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar